
Det vigtigste i korte træk
Forestil dig en medarbejder, som byder alle nye kunder velkommen, minder dem om varen, de glemte i kurven, og tager kontakt, når en kunde ikke har været forbi længe. Hele døgnet og uden at holde ferie. Det er, hvad email automation gør.
I artiklen E-mailmarketing: Hvad koster det, og hvilke flows skal du starte med? kan du læse om de fire flows, de fleste webshops bør starte med. Her går jeg i dybden med dem og med yderligere to flows, som kan løfte omsætningen, når grundlaget er på plads. For hvert flow får du forslag til, hvad mailene bør indeholde. Flowene her er rettet mod webshops. Sælger du til virksomheder, ser de vigtigste flows anderledes ud, og dem kan du læse om i samme artikel.
1. Velkomstflow
Hvornår: Når en person tilmelder sig nyhedsbrevet.
Formål: At gøre en tilmelding til et første køb.
Den første mail har typisk den højeste interesse fra modtageren, så den skal sendes med det samme. Et godt velkomstflow består af to til fire mails over cirka en uge:
- Mail 1 (straks): Tak for tilmeldingen, og den fordel, du lovede, for eksempel en rabatkode eller fri fragt.
- Mail 2 (dag 2 til 3): Hvem er I, og hvad gør jer anderledes? Brug anmeldelser og bestsellere.
- Mail 3 (dag 5 til 7): En påmindelse om fordelen, hvis den ikke er brugt endnu.
Tip: Stop flowet, så snart modtageren køber. Ingen gider få en rabatpåmindelse, efter de lige har handlet.
2. Forladt kurv
Hvornår: Når en kunde har lagt en vare i kurven eller startet checkout uden at gennemføre købet.
Formål: At hente salg, der var tæt på at lykkes.
Det er det flow, der oftest giver mest omsætning pr. modtager, fordi kunden allerede har vist stor købsinteresse.
- Mail 1 (1 til 4 timer efter): En venlig påmindelse med billede af varen og et direkte link til kurven. Ingen rabat endnu.
- Mail 2 (ca. 24 timer efter): Fjern tvivlen med anmeldelser, fragt- og returvilkår eller svar på typiske spørgsmål.
- Mail 3 (2 til 3 dage efter, valgfri): Et lille incitament, hvis jeres marginer tillader det.
Tip: Vær forsigtig med at give rabat i første mail. Ellers lærer kunderne hurtigt, at de bare skal forlade kurven for at få rabat.
3. Forladt browsing
Hvornår: Når en kendt modtager har kigget på et produkt uden at lægge det i kurven.
Formål: At fange interessen, før den forsvinder.
Interessen er lavere end ved forladt kurv, så tonen skal være let. Én til to mails er nok. Vis produktet, de kiggede på, og supplér med lignende varer eller bestsellere i samme kategori.
4. Efter køb
Hvornår: Efter et køb.
Formål: At give en god oplevelse, så kunden får lyst til at handle igen.
Ordrebekræftelsen er ikke nok. Et godt flow efter køb kan indeholde:
- Tak for købet, gerne med lidt om, hvad der sker nu.
- Brug og pleje af produktet, som skaber værdi og færre returneringer.
- Anmodning om anmeldelse, når kunden har haft varen lidt tid.
- Relevant mersalg, for eksempel tilbehør eller produkter, der passer til købet.
Skeln gerne mellem førstegangskøbere og faste kunder. En ny kunde skal lære jer at kende, mens en fast kunde skal føle sig værdsat.
5. Genkøb
Hvornår: Når det er tid til, at kunden skal købe igen.
Formål: At ramme det tidspunkt, hvor varen er ved at slippe op.
Flowet er især stærkt for forbrugsvarer som kosttilskud, kaffe, plejeprodukter og dyrefoder. Find det typiske interval mellem køb af en vare, og send påmindelsen lidt før. Selv for varer, der ikke bliver brugt op, kan du bruge kundens typiske købsinterval til at sende relevante nyheder.
6. Genaktivering (win-back)
Hvornår: Når en kunde ikke har handlet i længere tid end normalt.
Formål: At genaktivere kunder, før de er tabt for altid.
Hvornår en kunde er “inaktiv”, afhænger af jeres branche. For mange webshops ligger det et sted mellem tre og tolv måneder. Et genaktiveringsflow kan bestå af:
- Mail 1: “Vi har savnet dig” med nyheder siden sidste køb.
- Mail 2: Et personligt tilbud.
- Mail 3: Et ærligt spørgsmål om, de fortsat vil høre fra jer.
Reagerer kunden ikke, er det en god idé at stoppe med at sende til dem. Det beskytter din leverbarhed, og på mange platforme sparer det dig også penge.
I hvilken rækkefølge skal du bygge dem?
Hvis du skal starte fra bunden, så byg de fire grundlæggende flows først:
- Velkomstflow
- Forladt kurv
- Efter køb
- Genaktivering
Når de kører, kan du udbygge med forladt browsing og genkøb. De to første giver typisk det hurtigste afkast, mens resten bygger kundeloyaliteten op over tid.
Byg dem én gang, men glem dem ikke
Et flow er ikke færdigt, når det er sat live. Gennemgå jævnligt dine flows, og tjek, om billeder, priser og tilbud stadig passer, og test nye emnelinjer og indhold. Små justeringer i de flows, der kører hver dag, kan have stor effekt over et år.
Står du og skal vælge system, så læs Klaviyo, Mailchimp eller HubSpot: Hvilket e-mailsystem passer til dig?.
Ofte stillede spørgsmål
Hvor mange mails skal et flow have?
Typisk to til fire. Det vigtigste er, at hver mail har et klart formål, og at flowet stopper, når modtageren har gjort det, du ønskede.
Skal jeg give rabat i flowet for forladt kurv?
Ikke i den første mail. Start med en påmindelse og tillidsskabende indhold, og overvej først et incitament i den sidste mail.
Hvilket flow skal jeg starte med?
Velkomstflowet. Det rammer alle nye tilmeldinger og lægger grunden for resten af relationen.
Kan jeg bygge flows i Mailchimp, eller skal jeg bruge Klaviyo?
Du kan bygge enkle flows i de fleste systemer. Klaviyo gør det dog markant nemmere at bruge webshoppens data, hvilket er afgørende for flows som forladt kurv og genkøb.
Mangler din webshop nogle af de seks flows? Få et gratis tjek af din e-mailopsætning.






.avif)







































